Indlæg skrevet af:
Eva Eriksen
Marketing Specialist
God, strategisk marketing bunder blandt andet i indsigt, branding, klare budskaber, datadrevet strategi – og kan ofte styrkes ved at inddrage tidssvarende trends og tendenser. For at udføre succesfuld marketing, kan der derfor være store fordele i at forhold sig til, hvad der optager samfundet lige nu. Hvad er det for nogle bekymringer, forbrugerne har? Hvilke overvejelser gør de sig – og hvad kan vi som virksomhed gøre for at løse nogle af de bekymringer?
Årets trendstudie: PULSE22
Hvert år udarbejder verdens største mediebureau Dentsu et trendstudie med otte til 10 globale trends, som, de har analyseret sig frem til, vil komme til at præge forbrugernes ageren i det kommende år. Studiet, som i år kaldes PULSE22, er baseret på over 200 cases fra hele verden heriblandt medier, marketingchefer og reklamebureauer.
I år har de udpeget otte trends, hvoraf de fire første trends relaterer til ansvarlighed – og de fire sidste trends er medierelaterede.
Trend 1. Endure Their Mood
Der er igennem de seneste år sket en markant stigning i salget af vitaminpiller og kosttilskud, men også sovepiller og smertestillende medicin, hvor ord som study drugs og mikrodosering er blevet udtryk, de fleste efterhånden er stødt på. Midt i corona-kaosset er vi blevet nærmest besatte af at kontrollere vores hverdag, vores humør og mindset.
Det har resulteret i en række nye produkter på markedet for eksempel læskedrikke, der er kategoriseret ikke efter smag, men efter hvilket humør, det skal fremkalde hos forbrugeren.
Samtidig ser vi budskaber som “It’s okay not to be okay”. Det handler om at rumme forbrugernes følelser.
Trend 2. Right To Repair
Hver anden dansker har svært ved at smide brugte ting ud. Selvom vi udmærket godt ved, at vi ikke får taget os sammen til at sy den optrævlede sweater, så gemmer vi den – for den er jo for god til at smide ud. Vi har fået øjnene op for værdien af ressourcerne, og vi har egentligt et ønske om at reparere det ødelagte – frem for bare at købe nyt.
Faktisk mener hele 75 procent af danskerne, at virksomheder bør være pålagt at reparere de ting, de sælger. Den mentalitet har fået flere brands til at have reparation som en del af deres service.
Trend 3. Expand Your Responsibilities
Som virksomhed og brand er man hverken woke eller moderne ved at have fokus på bæredygtighed i 2022. Det er ikke længere et nice to have, men et need to have for at kunne holde forretningen kørende. Faktisk forventer 76 procent af danskerne, at virksomheder tager ansvar i den grønne omstilling.
Og ansvaret gælder ikke kun i forhold til bæredygtighed. Det gælder hele ESG-området (Environmental, Social & Governance). Altså at virksomheden tager ansvar for dets klima og miljø-politik, socialpolitik samt den generelle styring af virksomheden.
Trend 4. Partner Up For Good
Hvad ville der ske, hvis de største virksomheder i verden begynder at kæmpe sammen frem for at kæmpe imod hinanden? Det lyder måske lige rigeligt romantisk, men det er faktisk forbruger- og forretningsforståelse i en nøddeskal anno 2022.
What’s in it for me er en uddøende tankegang – what’s in it for us er fremtiden. Partnerskaber, hvor virksomheder hver især bringer ekspertise, kapital og brand sammen for at skabe noget, der forandrer samfundet – ikke kun fordi der er gode penge at tjene, men fordi vi kollektivt er ved at indse, at der skal tages ansvar. For eksempel i forbindelse med klimakrisen og Corona-krisen.
De sidste fire trends er mere medierelaterede, og de uddybes ikke i lige så høj grad som ovenstående. Men snydes skal du ikke!
Trend 5. Explain It
Vi vil gerne forstå de komplicerede og tunge spørgsmål her i verden, men mange synes ikke, de har tid til at sætte sig ordentligt ind i tingene. Derfor er såkaldte “explainers” i form af korte informationsvideoer blevet populært, og de fleste nyhedsmedier har en sådan kategori på deres site. Derfor kan explainers være en god måde at nå en bestemt målgruppe.
Trend 6. Be Brand Or Be Private
Når du skal vælge sodavand, skal det så være fra brands som Coca Cola og Pepsi, eller kunne du overveje at vælge en fra eksempelvis Freeway? Under Corona er leverancen af supermarkedsvarer blevet ustabil, og flere forbrugere har fået øjnene op for private labels. Faktisk er vi blevet mindre loyale “brandkøbere” i løbet af pandemien. Det giver nye spillere på markedet en chance.
Trend 7. Embrace Shoppable Content
Den korte købsrejse bliver snart endnu kortere. Hver 10. dansker er allerede nu klar til at købe en vare direkte fra Facebook eller Instagrams platform – uden at skulle indenom forhandlerens website. Derudover er live-shopping via eksempelvis en Tik Tok-kanal en stor trend i Asien, ligesom muligheden for at købe det tøj, karakterer har på i tv-serier og reality-shows også er på vej.
Trend 8. Enter The Metaverse
Virtual Reality får større indvirkning i hverdagen – og er et vigtigt værktøj for flere virksomheder. For eksempel i forbindelse med online-møder, hvor fornemmelsen af at være i samme rum med dem, man er i møde med, kan være afgørende for forståelsen, koncentrationen og sammenholdet. Ellers har metaverser med kryptokunst og VR-dating også vundet indpas i nutidens samfund.
Hos Green.Click benytter vi altid årets trendstudy som et af vores værktøjer, når vi hjælper vores kunder med forretningsudvikling. Blandt andet bruger vi punkterne i vores branding workshops, hvor vi går i dybden med kundens forretning, ser på de branding- og udviklingsmæssige muligheder. Her giver Dentsu’s trendstudy god og valid inspiration til udviklingen af forretningen.
Vil du høre mere om vores branding workshop, så skriv dig op her.
Bliv kontaktet
Vi har allerede samlet og delt en masse viden: