Voice Search er større end nogensinde

Indlæg er skrevet af:

Kristoffer Just
SEO Specialist

Search Marketing Expo & Conference, London 

Som altid gør vi hvad vi kan, for at holde os opdaterede på, hvad der rør sig i branchen. Vi havde derfor sendt nogle af vores kollegaer til London for at deltage på Search Marketing Expo & Conference (SMX). Her var der bl.a. fokus på voice search, svarboksene øverst på Google samt hvad vi skal være opmærksomme på i forhold til udviklingen.

Læs mere om det her:

Voice Search stormer frem

Voice Search, (altså de søgninger man laver, når man taler til sin mobil eller øvrige devices) er lige nu meget aktuelt især i de engelsktalende lande, som på nuværende tidspunkt har flest muligheder for stemmestyring.

Google ønsker med Voice Search at hjælpe forbrugerne omgående – og helst før de er klar over, de har et behov. Google Assistent (Google Home) er første step på vejen, hvilket flere er bekymrede for, kan være en udfordrer til SEO. Også herhjemme er det på vej frem, og fremgangen har af den grund sat gang i spørgsmålene om, om det kan have indflydelse på  den type SEO, som vi kender i dag.

Det viser sig dog, at ca. 50% af al korrespondance med Assistant i dag udelukkende er interaktion i den forstand, at man får hjælp til at slukke og tænde lys, musik, alarm og så videre. Det er således alle kommandoer, der hører til diverse interaktioner med et “Smart home”. Når det ikke er interaktioner som ovenstående, er det overvejende spørgende sætninger, som begynder med “hv”-ord, der lander i voice search. Her kommer 40,7% af svarene på spørgsmålene fra Googles featured snippets – det der på dansk hedder “fremhævede uddrag”.

 

Featured snippets fremgår, når Google registrerer, at der stilles et spørgsmål i en søgning og programmatisk udpeger sider, som besvarer spørgsmålet, hvorefter Google viser et fremhævet uddrag øverst i søgeresultatet.

Fra #1 søgeresultat til #1 svar

Ét af de helt store emner inden for SEO i øjeblikket er som nævnt featured snippets på Google. På grund af udviklingen er det, udover at stile mod #1 i søgeresultaterne, også en mulighed at udnytte disse features i sin optimering. Her taler man især inden for Voice Search om at ligge #1 i svar, altså kampen om featured snippets. Du kan derfor overveje, hvordan du på bedst mulig vis besvarer de “hv”-spørgsmål, der måtte opstå og derfor tænke lidt mere i talesprog i stedet for, hvordan brugere ellers ville benytte søgemaskinen. Det er derfor en stor fordel at dykke ned i din “strukturerede data”. Den strukturerede data ligger i dit websites kildekode, og det er blandt andet her, du har mulighed for at fortælle søgemaskinen, hvad dit site handler om. 

Google My Business er i samme omgang blevet vigtigere end førhen. Når kunderne har et behov, skal de allerhelst finde netop din virksomhed. Som vi kender det i dag, er det en fordel at optimere dine SERP features (altså de muligheder du har for at tilføje informationer, der kan fremme søgeresultatet) for at opnå en god CTR – og dermed flere besøgende på din hjemmeside. 

Alt der giver Google en nemmere indikation af indholdet på din side, hjælper søgemaskinen med at sende potentielle kunder i din retning. Udover det blev det til SMX eventet også anbefalet, at man i højere grad inddrager optimering, hvor man tænker i retningen “discovery”. Det vil sige, at man lader kunden gå på opdagelse med sin search, hvor de ikke nødvendigvis starter ud med at søge efter slutproduktet, men i stedet søger omkringliggende emner. Det fjerner også fokus fra udelukkende at se på enkelte søgeord – men i langt højere grad også de ord, udtryk, forklaringer og hjælpespørgsmål, der ligger udenomkring produktet.

SMX i London

Hvad skal jeg være opmærksom på?

Som vi ser det, vil Voice Search ikke udrydde, men blot påvirke SEO, da Voice Search formentlig bare overtager nogle af de eksisterende søgninger. Og så kommer der formentlig også flere til i takt med, at Voice Search bliver en mere og mere naturlig måde for brugerne at søge på, da det gør søgninger endnu nemmere. Voice Search kan derfor på sigt se ud til at åbne op for mange flere muligheder for at nå brugerne.

Voice Search er på nuværende tidspunkt primært dialogbaseret, hvilket også er Googles hensigt. Det er dog vigtigt at understrege, at det ikke skal forstås som en erstatning, men blot et supplement og en anden side af din nuværende SEO-indsats, som du også skal have med i dine overvejelser. Så det kræver formentlig også nogle ændringer at få implementeret i den SEO-strategi. MEN det betyder slet ikke, at du skal give op på din “klassiske” SEO. Og der er endnu ingen indikationer på, at du skal lægge hele indsatsen i Voice Search, idet Voice Search stadig er search og derfor gælder øvrige SEO-regler stadig.

Har du selv en SEO-udfordring, du har brug for hjælp til? Så er du altid velkommen til at kontakte os for en uforpligtende dialog. Kontakt os på 70 230 540 eller på support@greenclick.dk.